Ser du, hvad jeg ser
Psykosen er en sindstilstand, hvor opfattelsen af virkeligheden ændrer sig. Den påvirker den måde du tænker, føler og oplever verden.
Det er en psykiske lidelse, der kan ramme alle. Årsagerne kan være kompleks, og kan komme ud af alt fra arbejdsrelateret stress, en livsomvæltende begivenhed, euforiserende stoffer, fysisk eller psykisk sygdom.
Her kan du ser fem ud af i alt 12 mennesker, der på hver deres måde har haft en psykose. Den er opstået på forskellige tidspunkter i deres liv, og af forskellige årsager.
Fælles for dem alle er, at psykoserne i en periode har forvrænget deres virkelighed. Den anderledes verden er fyldt med både mareridt og mirakler. På mange måder ryster psykosen ved, hvad de troede de vidste om verden og dem selv.
Fortællingen består af to sider af samme person. På den ene side møder du personen, og på den anden side kan du få et glimt af, hvordan det var at være psykotisk. I samarbejde med alle medvirkende har vi, fotograferne Liv M. Kastrup og Rikke Kjær Poulsen, forsøgt at visualisere en sindstilstand under psykosen. Det har vi for at prøve at forstå, hvilken betydning den har haft for den enkeltes liv, og den de er i dag.
For bliver man et andet menneske, når man kommer tilbage til virkeligheden igen?
Årets Pressefoto 2022 - 1. Prisen "Årets åbne klasse"
»Psykosen var både livstruende og den største lykkerus«
Line Persson, 35 år
Da Line, som i mange år har fået antidepressiv, sættes op i dosis og samtidig startes op på ADHD-medicin, ændrer hendes adfærd sig markant.
Det sender hende ud i en ekstrem lykkerus, der gør at hun ikke mærker behovet for søvn. Dag for dag glider virkeligheden over i en verden med engle, dæmoner og evnen til at synge verden god. Line opdager ikke selv, at noget er galt. Den medicin, som Line tager, virker både kort- og langvarigt. Derfor får hun til tider en smule klarhed, hvor hun fornemmer, at noget er galt. Før hun igen tager medicinen.
En aften konfronteres hun med sin virkelighedsopfattelse, og situationen eskalerer. Dagen efter ringer Line til en kollega efter hjælp. Sammen får de Line indlagt på psykiatrisk afdeling. Her opdager man, at årsagen til psykosen, er den fejlagtige ADHDdiagnose og medicin. Line har sidenhen fået diagnosen bipolar lidelse.
Line bruger mange kræfter i hverdagen
på at vurdere sin energi, men forsøger samtidig at undgå at tænke sig selv syg. Hun arbejder ikke længere, men bruger sin tid på at dele sine erfaringer - særligt med unge mennesker.
Lyt her til Line fortælle om, hvad hun i psykosen skulle gøre for ikke at dø.
»To adskilte virkeligheder smeltede sammen til en psykose«
Esben Drachmann Holdgaard Bukh, 28 år
Et seksuelt overgreb i Esbens barndom vækkes til live i hans hukommelse, da han er 22 år gammel. I to år håndterer han det ved et cannabis- og alkoholmisbrug, men til sidst kollapser hans virkelighed, og han bliver psykotisk. Esben har i dag PTSD, som han går i terapi for.
For Esben er psykosen en forsvarsmekanisme. Den hjælper ham med at håndtere det, der er svært.
Når det sker, er det som om, at en anden har taget styringen. Et glas sættes foran virkeligheden. Han
får følelsen af, at alt går op i en højere enhed, og han begynder at få mærkværdige, spirituelle oplevelser. Ubehagelige tanker og mange søvnløse nætter gør, at han en dag slipper rattet i en bil.
Han ønskede ikke at dø, men bare ikke at leve på de daværende præmisser.
Her kan du lytte til Esben fortælle om den dag i bilen, hvor han testede virkeligheden.
»Jeg var bange for at dø, og gjorde alligevel noget, der kunne have kostet mig livet«
Eva Fischer Jørgensen, 54 år
I 2021 er Eva i behandling for brystkræft. Hendes sønner er flyttet hjemmefra, og kombineret med corona, bliver hun ensom.
Hun opdager det ikke selv, men begynder langsomt at ændre adfærd og isolere sig. Tanken om at drukne sig selv, får hende til sidst indlagt med en svær depression og psykose. Da Eva en dag får muligheden, springer hun ud fra første sal. Hun ender med åbent kraniebrud og brud på ryg og begge håndled.
Det var ikke for at begå selvmord. Det ved hun i dag. For det handlede ikke om at dø, men om at komme ud.
Eva oplevede det som om, at hun var gået i opløsning. Hun har stadig en skrøbelighed, men loyaliteten overfor sig selv og sine grænser er vokset.
»Lad være med at ryge hash. Det er sådan, jeg ser det«
Jonas Holm Petersen, 24 år
Da Jonas er 17 år, ryger han hash dagligt. Han begynder at føle sig flyvende og euforisk. Store tanker, der langsomt tager til. Senere er det angst og negativitet, som rammer ham. Alligevel fortsætter han.
Efter en periode med alt for lidt søvn, mister han kontakten til virkeligheden. Det udløser den første ud af tre psykoser. Han bliver indlagt på psykiatrisk
skade- stue, og får at vide, at han har haft et enkeltstående manisk tilfælde med psykotiske symptomer, muligvis forårsaget af hans hashmisbrug.
Året efter er Jonas i London på udveksling. Han ryger ikke hash, men er i stedet udsat for stress. Han bliver igen psykotisk og vågner op i en ambulance efter at være hoppet i vandet.
I dag har Jonas diagnosen bipolar. Psykoserne har rystet ved fundamentet af, hvad han troede, han vidste om
sig selv. Han bruger dem som et udgangspunkt for at gro som menneske. Det gør han igennem mange timers meditation og yoga dagligt.
Her kan du høre Jonas beskrive den tredje psykose, som er afgørende for, at han har ændret rammerne i sit liv.
»Jeg har et andet liv uden stemmer. Al den tid, jeg før brugte på dem, bruger jeg nu på bedre ting«
Vibeke Andersen, 50 år
Vibeke har været svingdørspatient i 20 år. Som ung kæmper hun med selvskade og stemmer, der siger at hun er til besvær. Hun bliver diagnosticeret med paranoid skizofreni og får at vide, at hun aldrig bliver rask.
Når Vibeke er psykotisk, mærker hun kun sig selv, for hendes verden er snævret ind til en mørk tunnel uden ende. Den eneste udvej, hun ser, er selvmord.
Derefter følger fere år, hvor hun skifter mellem bosteder. Hun føler sig mere til opbevaring, end som et menneske. Hver gang hun har en psykose, skal hun lære at eksistere igen.
På lange gåture i 2020 fortæller Vibeke sine stemmer, at de skal ’fucke af’. Det, kombineret med VR-brille behandling, gør hende stemmefri. Kun hvis hendes verden ramler, kan stemmerne komme midlertidigt tilbage.
Derfor er det vigtigt for Vibeke at give håbet videre. For selvom ingen kan alt, så kan alle noget.
Her kan du lytte til Vibeke fortælle om, hvordan hendes mand Preben var afgørende for, at hun vågnede op fra sin depression i julen 2021.